Kategorier
Information

Rudersdal rundt med Historie og Anekdoter

Hej Alle,

I strålende forårsvejr d. 6. april tog 30 af Nærum Grundejerforenings medlemmer på en rundtur i Rudersdal kommune anført af Jens Bruhn, som øste af sin mangfoldige viden. Efter en tur forbi hattehuset og gymnasiet kom vi forbi stedet hvor Nærum Kostskole lå, gennem det gamle Søllerød hvor vi hørte om Søllerød Slot, det gamle rådhus, kirken, hvordan kroen var opstået og flere andre prominente bygninger, inden turen gik videre forbi rådhuset i Holte, omkring Vejlesø og videre ud til Næsseslottet. Herfra rundt i Birkerød, forbi Birkerød Kirke som er den anden oprindelige middelalderkirke i kommunen og kendt for sine kalkmalerier. Turen gik videre gennem Høsterkøb, som ligger højt i landskabet, der i disse uger er klædt i blomstrende træer. Eftermiddagskaffen blev indtaget på Strandmøllekroen med hygge og historien om Frederik d. 7 periode i Skodsborg og seværdigheder og kendetegn langs kysten. Efter kaffen fortsatte turen gennem Vedbæk og Flintemarken til et kig på de flotte bygninger der er opført hvor forsvarskommandoen lå – og videre gennem det kuperede landskab fra Høje Sandbjerg ned til Holte inden turen sluttede hvor Nærum Posthus lå. Det var en hyggelig og informativ eftermiddag med flere øjenåbnere af dramatiske begivenheder og spændende personer fra områdets fortid.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen.